Ved den årlige juleafslutning blev Matilde Schrøder hædret og anerkendt for sin vandvittigt flotte entre på den internationale scene.

I slutningen af November var den store nyhed i Odense at Matilde Schrøder - på baggrund af en imponerende præstation til Danske Kortbane Mesterskaber – blev udtaget til sit første internationale mesterskab, VM i Canada i December. Ingen havde forestillet sig at denne nyhed skulle overgås med længder, ved at Matilde til stævnet sammen med de tre andre på 4x50m holdmedley, svømmer sig direkte ind i det allerfineste selskab på den internationale scene. Kvartetten slog værtsnationen Canada med 2/100 af et sekund og vandt VM Bronze.

Denne fantastiske præstation, og imponerende debut på den internationale scene, blev markeret til OSLFs årlige juleafslutning tirsdag aften. Over 300 fremmødte klubmedlemmer hyldede fortjent Matilde, og hundredevis af børn troppede efterfølgende op til en autografer og et billede med Matilde. Julelysene i øjnene på børnene og stjernestøvet strålede om kap, og mange var virkelig overvældet af at se VM medaljen og klubkammeraten som har svømmet den hjem, helt tæt på.

Formand Anders Bo Pedersen udtaler: Matilde er et fantastisk eksempel på hvad man med hårdt arbejde og ydmyghed kan opnå. Med 10 gange træning om ugen plus det løse, gør Matilde alt det hårde slid der skal til for at nå til tops. Hun er et forbillede for de unge svømmere i vandet, men viser også overskuddet til at være en god hold- og klubkammerat. Matilde succes er det perfekte afsæt til vores nye samlede klub H2Odense, som OSLFs aktiviteter fortsættes i efter nytår. Jeg er sikker på dette kun er begyndelse i en helt ny æra i Odenseansk og fynsk svømning, hvor det er Odense der er med til at sætte dagsordnen på den nationale og internationale scene.

Odense Svømme og Livredningsforening og Odense Svømmeklub har siden 2010 arbejdet sammen om konkurrencesvømning i Swim Team Odense. (tidligere STO95 med svømmeklubben FREM, fra 1995) I 2017 er OSK og OSLF gået skridtet fuldt ud, og har slået klubberne helt sammen, i foreningen H2Odense. Det forventes at dette vil højne kvaliteten af tilbuddet for alle medlemmer, og at konkurrenceafdelingerne i svømning, vandpolo og synkronsvømning i særdeleshed vil få et boost fremad. 

© H2Odense 2019