Kære alle.  
 
Vi har nu fået endeligt grønt lys for at starte op i svømmehallen igen! Vi starter derfor op igen i svømmehallerne FRA MANDAG D. 26. APRIL.

Dog er det stadig med visse begrænsninger. Hvilket betyder at: 

INDENDØRS SVØMNING 

  • Medlemmer under  18 år må starte op igen i svømmehallerne fra mandag d. 26. april. De første hold starter derfor op mandag og derefter følger alle ugens hold som normalt. Dette gælder også de børnehold, hvor der er en voksen ledsager (Baby, Tumlinge og Forælder/barn). 

  • Medlemmer der er fyldt 70 år må også komme tilbage i svømmehallerne. Her tilbyder vi dog en række specifikke nye hold, som er oprettet i forbindelse med denne genåbning. Her vil der blive tilbudt svømmeundervisning, som er tilpasset denne aldersgruppe. Læs mere her: https://www.h2odense.dk/aktiviteter/70-hold  
  • Medlemmer i alderen 18-69 år må desværre ikke starte op i denne omgang. Men vil som udgangspunkt starte op i næste fase, som er fra torsdag d. 6. maj.  


UDENDØRS AKTIVITETER 

  • For medlemmer under 18 år vil udendørsaktiviteterne blive overtaget af vores indendørs svømmeaktiviteter. Derfor er sidste dag med udendørsaktiviteter for medlemmer under 18 år lørdag d. 24. april, hvorefter de lukkes helt ned. 

 

Hvad vender vi tilbage til?

Når vi starter op, er vi selvfølgelig opmærksomme på at vi alle har haft en længere pause og at vi derfor ikke blot kan starte op, hvor vi slap træningen i december. Derfor vil vores trænere have ekstra fokus på fx det sociale, fællesskabet og på sikkerhed i vand, foruden den almindelige svømmeundervisning.  

 

Oprykninger – hvad skal I gøre? 

I skal ikke forholde jer til noget angående oprykninger. Vi tager som altid ansvaret for at medlemmer bliver oprykket efter behov løbende i sæsonen. Når først vi er opstartet igen, vil vores fokus ikke som det første være på oprykninger. Men ser vi medlemmer i hallen, der grundet deres høje niveau bør oprykke inden sommerferien, sørger vi selvfølgelig for at dette kommer til at ske. Ser vi behov for oprykning kontakter vi, som vi altid gør, jer gennem en mail og inddrager derfor jer forældre/medlemmer i selve proceduren af oprykningen. 

 

Udendørsaktiviteter 

Udendørsaktiviteterne for voksne ml. 18-69 år fortsætter. Altså vil vores gruppe 6 voksenhold udendørs fortsætte! Udendørsaktiviteter for alle under 18 år nedlægges i forbindelse med genåbningen af svømmehallerne og sidste mulige udendørsdag for grupperne 1, 2, 3, 4 og 5 er derfor lørdag d. 24. april.  
Vi vil gerne benytte denne anledning til at sige tusind tak for jeres aktive og imødekommende deltagelse i vores udendørsaktiviteter! Det har jo været noget ganske andet end den normale svømmeundervisning - men vi har alligevel en oplevelse af at flere har fået opfyldt noget af det sociale og aktive aspekt, der har manglet i hverdagen. Og det er vi glade og stolte over at have været med til at sikre.

 

Restriktioner - læs dem inden I kommer i hallen 

Vi forventer som tidligere, at alle har læst og orienteret sig i de Corona restriktioner, der er opstillet for os generelt og for de specifikke svømmehaller. Dem kan I finde her:https://www.h2odense.dk/corona-retningslinjer. Vi kommer til at følge dem og forventer det samme for vores medlemmer, således at vi alle kan få en tryg og god opstart. 

 

Medlemslogin – hvis I er i tvivl om jeres tilmelding 

Husk at I altid selv kan tjekke hvilke hold I er tilmeldt på medlemslogin: https://www.h2odense.dk/hold-og-tilmelding/medlemslogin. Her kan I også opdatere privatinformationer, såfremt disse ændrer sig. 

 

Specifikke svømmehals informationer - læs dem inden I kommer i hallen 

Læs op på de specifikke regler der er til den hal I kommer i, inden I møder op, så alle er bedst muligt forberedt. De kan også findes sammen med Corona restriktioner under de specifikke haller her: https://www.h2odense.dk/corona-retningslinjer.

 

Skulle I have nogen spørgsmål, så kontakt os på: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. 

Vi glæder os til at se jer alle og til sammen starte op igen! 
Mvh. H2Odense

© H2Odense 2023