Cathrine Erile Normann Olsen træner i H2Odense, gennemførte hele TO ironmans her i weekenden, læs om oplevelsen her!

”7.6 km svømning, 360 km cykling og 84.4 km løb - det var hvad jeg brugte weekenden på. To Ironmans på to dage! 


Weekenden startede i Kalmar kl 7.00, hvor min bedste kammerat/træner og jeg hoppede i vandet. Foran ventede 3.8 km på cykel, 180 km cykel og 42.2 km løb.
Planen var at holde igen, når der nu ventede endnu en ironman dagen efter. 
Det bliver en god tur og jeg nyder det meste af turen!

Efter 12 timer og 7 min krydser jeg målstregen med armene over hovedet og 24 min fra pr. 

Et hurtigt bad og mad, også skulle cyklen og våddragt og løbeskoene hentes i T1! Her møder jeg synet af en punkteret cykel - på begge dæk. 

Med en punkteret cykel, bland selv slik, cola og chokolade går turen fra Kalmar og de 330 km mod Frederiksberg. 



Kl 00.30 ligger jeg hjemme hos mine forældre, mens de, plus min veninde og lillebror kæmper for, at gøre cyklen klar, klare to punkteringer, tørre våddragt og pakke mine ting til endnu en ironman. 

Kl 4.00 ringede vækkeuret og jeg fik en lille smule mad og 4.45 stod vi klar til at tjekke cykel ind (normalt gør man det dagen før, men vi havde fået lov at komme om morgen).


Både Aske og jeg var godt trætte og med 2 timer til start fik vi lov at sove i bagagerummet i bilen. 

Med 1 times on/off søvn blev jeg endnu engang vækket og det var bestemt ikke fordi jeg endnu engang gad at hoppe i tridragtenJeg var træt og mit hoved havde slet ikke nået at få nok ro. Jeg befandt mig mest af alt i min egen lille boble, hvor tankerne gik på de næste mange timers “lidelser”. Min krop var træt og mine muskler godt og grundigt ømme, men der var ikke andet for, end at få våddragten på og give det en chance. Vil gerne indrømme, at hvis nogen havde sagt: hey, vi tager hjem og sover - så havde jeg sagt ja tak! 



Planen var, at Aske skulle starte lidt senere end mig, så vi forhåbentlig kunne møde hinanden på cyklen efter ca 150 km eller T2, så vi kunne følges på hele løberuten og have den oplevelse sammen.


Ud i vandet og de 3.8 km gik egentlig fint. Hovedet var med mig og mine eneste tanker gik på, at komme fra bro til bro og synge bøllebob sange. 

Første gang jeg får tåre i øjnene er da jeg kommer ud af T1. Aldrig har jeg hørt så mange råbe mit navn - jeg får kuldegysninger bare ved tanken og tåre i øjnene af, at skrive det her. Det var det vildeste. Jeg har aldrig oplevet noget lignende.


Aske svømmer som en anden Michael Phelps og henter mig allerede efter 22 km. Hurra for mig - lidt træls for Aske pludselig bliver 180 km langt for Aske, når det foregår i mormor tempo han skulle nu køre over 6 timer og ikke 5.15, som sidst han lavede dobbelt ironman! Men en god kammerat venter heldigvis på en.


Undervejs mødte vi flere som vidste hvad vi havde lavede dagen før. Og folk råbte efter os og gav os så meget energi. Flere gange tog jeg mig selv i, at smile og fælde en lille tåre. 

Under hele cykelturen forsøger jeg, at holde humøret oppe, men hold nu op hvor er det langt at køre 180 km to dage i træk. Flere gange, havde jeg også følelsen af, at det her ville blive nemt, specielt når jeg overhalede mænd der led. Meeeeen jeg havde virkelig også mange diskussioner i mit hoved om hvorfor fanden jeg var i gang med det her. De fleste gange fik jeg vendt det til noget positivt eller også forsøgte jeg med bøllebop sange, som åbenbart er det helt store hit for mit hoved lige for tiden. Træls når man kun kan et par enkelte linjer til et par sange. Det bliver altså lidt kedeligt i længden. 



Efter 180 meget meget lange km for hovedet - ikke for benene, de var egentlig ganske ok, bortset fra sving og små bakker - og 2 toiletbesøg - møder vi T2. 
Herfra er der en vej til weekendens sidste medalje 42.2 km. Jeg havde tænkt, at når jeg først kom på løberuten, ville det blive en “leg” at komme igennem. 
Men selvom vi blev mødt af en masse fantastiske heppere og en masse tilråb fra både tilskuere og atleter, der vidste hvad vi havde gang i, så havde jeg rigtig mange kriser. Det ene tidspunkt kunne jeg være ovenpå og heppe på de andre - det andet tidspunkt føltes alt uoverskueligt og jeg kunne ikke andet end at græde. Aske gjorde alt hvad der stod hans magt for, at jeg kom igennem. Så vi lavede små mål om hvor vi måtte lunte/gå til. Til gengæld må de sidste 21.1 km have set fantastiske ud, enten havde Aske en hånd i ryggen på mig, ellers gik han ved siden af, mens jeg “luntede”/kapgangede (ved det ikke er et ord, men det var hvad jeg gjorde) den. 

Det er de længste 42 km jeg nogensinde har skulle igennem. Det var så hårdt mentalt, fordi det gik så langsomt - jeg vidste at jeg nok skulle komme i mål - spørgsmålet var bare hvornår. 

Da vi får det sidste armbånd på græder jeg lidt igen og kan endelig se en ende på det. Indtil jeg kommer i tanke om, at vi skal hele vejen igennem byen igen - også ville benene bare ikke mere. De kunne ikke og de mindste ujævnheder føltes som et kæmpe bjerg, der skulle besejres. 

Da jeg møder opløbsstrækningen er smilet større end nogensinde. Aske og jeg går sammen op til finishline til råb, skrig og snak omkring vores præstation. 

Jeg kan ikke andet end at smile og græde. Og det bliver kun værre, da hele heppekoret står på den anden side af hegnet. Det hele er ubeskriveligt og jeg forstår stadig intet af det. Det er så uvirkeligt. En lang mental kamp fra morgenstunde”

På vegne af hele klubben STORT tillykke!

© H2Odense 2018